Første væver udlært hos Blindes Arbejde
I juni kunne vi overrække diplom til vores væver Figen Fener, der har gennemført vores interne væveuddannelse. Væveuddannelsen består af 4 moduler, der både handler om vævens opbygning, ergonomi, væveteknikker, synskompenserende teknikker, vævemønstre og opsætningen, mv. Den interne væveuddannelse blev formet af væverne Jenny Rodt og Tina Wibe, som har arbejdet mange år som vævere hos Blindes Arbejde. De er begge uddannet på Instituttet for Blinde og svagsynede i deres væveuddannelse, som er 4 årig. Uddannelsens teori gennemgås med en uddannet tekstildesigner og væver fra enten Kolding Designskole eller Kunstakademiets Designskole (KADK). Et vigtigt element for Blindes Arbejde er, at man kan blive udlært i et fag uanset om man er ansat efter Servicelovens tilbud om beskyttet beskæftigelse, i skånejob, fleksjob eller anden deltids- eller fuldtidsansættelse. Uddannelsesforløbet kan nemlig tilpasses i sin gennemførelsestid. Vi arbejder for at uddannelsen på sigt kan indgå som del af EGU – Erhvervsskolens Grunduddannelse.
Blindes Arbejdes interne uddannelse retter sig mod det fag og den faglighed, der er relevant for arbejdet med tekstiler der fremstilles her. Det er viskestykker, puder, håndklæder, kludetæpper, sengetæpper og andre tekstiler der indgår i produktion til kunder og samarbejdspartnere.
På foto ses Figen Fener, der holder sit diplom og Tina Wibe, der står ved siden af.