I praktik som blind og børstenbinder

“Man skal ikke sidde alene hjemme på sofaen – tag de små skridt ud i livet”

Sådan lyder rådet fra en handlekraftig ung mand, som fik hevet tæppet væk under sig for godt 2 år siden. Sebastian Simon Johannessen er 21 år, og var i fuld gang med gymnasiet, da hans syn begyndte at svigte. Efter flere måneder med utallige undersøgelser, fandt øjenlægerne frem til en medfødt øjensygdom. Paradoksalt nok følte Sebastian en stor lettelse ved endelig at have fået en diagnose. Men sammen med afklaringen kom også en utryghed for, hvad fremtiden ville bringe.
På trods af overvældelsen, ville Sebastian under ingen omstændigheder sidde derhjemme, da han indså at han måtte opgive studierne. Samme dag han meldte sig ud af gymnasiet, ringede han til sin konsulent i Dansk Blindesamfund for at høre, hvad han så kunne lave. Han blev stillet overfor to valgmuligheder – telefonsælger eller noget med håndværk. Han havde ingen erfaring med nogen af delene, men da han kommer fra en hel familie af håndværkere, var dét mest nærliggende. Ivrig efter at komme i gang med noget, ringede Sebastian op til lederen af Blindes Arbejde, som hurtig fik arrangeret en dag, hvor han kunne blive vist rundt og introduceret til de forskellige værksteder; børstenbinderiet, væveriet og stolefletteriet.

“Jeg havde spørgsmålet – kan jeg arbejde? Så finder du ud af på Blindes Arbejde at det kan du godt. Selv hvis jeg havde været helt blind.”

Sebastian startede i børstenbinderiet, hvor han lærte at trække koste. I begyndelsen benyttede han sit restsyn til at tjekke at snorene lå rigtig. Men det blev hurtigt udmattende at forsøge at se de små detaljer med et sløret syn. Så allerede ugen efter havde han lært at mærke efter med fingrene i stedet. Ved at stole på sine andre sanser, kan han nu hvile øjnene bag et par solbriller, samtidig med at han producerer koste. Han har desuden opdaget, at han kan rette sig op i en ordentlig stilling og faktisk mærke sig hurtigere frem med fingrene end hvad han kunne observere med sit restsyn.

“Den første dag lavede jeg én kost – og i dag kan jeg lave omkring 15 stk. på en dag.”

Håndværket som kostetrækker faldt hurtigt Sebastian naturligt, men arbejdet sammen med andre synshandikappede husker han som nyt og udfordrende. Han kom ofte i tvivl om, hvordan han skulle vise folk noget, eller om man eksempelvis må sige “Vi ses!” til folk, der ikke kan se. Han fortæller om en episode, hvor to kollegaer støder ind i hinanden på gangen, hvortil den ene i spøg siger “Så kig dig dog for”. Han synes det var befriende med den humoristiske tilgang til deres udfordringer. Efterhånden begyndte Sebastian også at vende nogle af sine egne bekymringer ved at have fået et nedsat syn. “Hvordan kan man have en familie?”, “Hvem skal holde øje med mine børn?” var nogle af hans tanker for fremtiden.
Oprindelig var Sebastians ønske blot at have noget at stå op til hver dag, men han fandt hurtigt ud af, hvad det betød at have kollegaer med samme vilkår. Sebastian har nu en plan om at uddanne sig til pædagog. Han synes det er godt at arbejde på Blindes Arbejde, men i fremtiden vil han gerne arbejde med børn i indskolingsalderen. Blindes Arbejde er således blevet et værdifuldt springbræt for Sebastian, hvor han kan blive mere etableret i at håndtere sit manglende syn og kan snakke med andre ligestillede.